Når livet byder på overraskelser, er det bare med at tage imod dem!!
Mit navn er Line. Jeg har i et stykke tid arbejdet for Græske Hunde, og har brugt meget af min tid på at forsøge at hjælpe de græske gadehunde, ligesom alle andre i foreningen gør.
Jeg var i begyndelsen af juni 2007 på rejse til Athen, for at hente to hunde hjem, der havde fået danske familier. Det var ikke en særlig lang tur. Jeg skulle bare ned og have en enkelt overnatning, og så med flyveren hjem næste dag. For at have mulighed for at møde en af hundene, der skulle med hjem, overnattede jeg på et af de internater, som Græske Hunde arbejder sammen med. Her var mange, mange dejlige hunde, der alle var en smule desperate efter opmærksomhed. Lige da jeg ankom, hoppede omkring 20-30 hunde op af mig, alle gøende og kaldende på opmærksomhed. Jeg bevægede mig langsom fremad, mens jeg bukkede mig ned, og talte og berørte så mange hunde som muligt.
Efter ca. 1/2 time faldt hundene til ro, og jeg var ikke længere helt så interessant. Jeg kunne bevæge mig frit på terrassen, uden at de hunde, der befandt sig på området kom løbende og sprang op ad mig, for at få kæl. Da hundene ikke længere syntes jeg var så interessant, bemærkede jeg pludselig HAM. Han stod lige bag mig, stille, og kikkede op på mig. Så skubbede han til mine lægge med snuden, og kom så hen med logrende hale og ville kæles. Når jeg gik, gik han med. Hele tiden lige bag ved mig, og jævnligt puffede han til mine lægge, når han mente det var tid til at blive kælet. Sådan foregik det, mens jeg var i hans område. Hver gang jeg gik ud af huset, styrtede omkring 20 hunde hen, hoppede op af mig, og ville kæles. Men blev jeg der længe nok, opgav de deres interesse, og så stod HAN der. Det var en meget speciel oplevelse. Hans sind og hans væremåde er det mest kærlige, stille og rolige jeg nogensinde har oplevet. Han er forsigtig, men ikke frygtsom og samtidig virker han alt for voksen af en 6 måneders hvalp at være. Og ét er sikkert: Hans liv har ikke været let.
Jeg måtte konstatere at hundene, der larmede meget om dagen, faktisk larmede dobbelt så meget om natten, hvor alle blev vagtsomme. Efter en overnatning, hvor hundenes glam, gøen, hylen og støjen var så høj, at jeg var nød til at lukke vinduet, for ikke at få ondt i ørerne, og hvor jeg var nødt til at holde mig for ørene for bare at få en smule ro... med andre ord: Efter en søvnløs nat stod jeg op, og var klar til at tage hjem. Lige så snart jeg kom ud af huset, gentog den sædvanlige procedure sig. 20-30 hunde hoppede gøende op, og skulle have deres kæl. Da de trak sig stod "Drengen" bag mig, puffede til min ben og bad om kærtegn. Kunne han, fulgte han altid med, lige bag mig. Altid stille og rolig. Når de andre hunde blev for urolige, gik han hen til sit hjørne og lagde sig. Hans leg var begrænset til nogle få hunde. Dem legede han så også godt med.
Formiddagen gik, og jeg skulle afsted. Det var så svært, at sige farvel til ham, og da jeg forlod internatet lå han igen i sit hjørne...
Flyveturen til Kastrup gik godt, og der var glade familier, der hentede deres dejlige Græske hunde, men "Drengen" var stadig i Athen. Jeg tænkte at der nok ville gå et par dage, før jeg ville holde op med at tænke på ham mere, men faktisk savnede jeg ham mere og mere som tiden gik. Da min datter en dag spurgte mig, hvorfor jeg var så ked af det for tiden, besluttede jeg mig for at gøre noget. Jeg ringede til Benedikte og klagede min nød. Vi aftalte at jeg kunne tage ham i pleje, og at han kunne komme hjem med første ledige plads. Jeg fik overtalt min familie til at "have ham i pleje", og håbede så, de ville blive lige så betaget af ham, som jeg var. Skulle det ikke ske, kunne jeg selv tage vare på ham, indtil en "passende" familie dukkede op. Faktisk vidste jeg allerede på det tidspunkt, at han skulle være min, men min kære stakkels intetanende mand, troede smilende på, der kom en plejehund for et stykke tid, og det samme gjorde mine børn.
Ventetiden inden han kom hjem var laaaaaaang!!!
Men, så endelig skete miraklet.