Nas, en kat med tilnavnet "Majestæten"
Nas er efterhånden blevet 10 år og hun er (efter min mening) verdens smukkeste kat.
Nas mødte jeg helt tilfældigt, da jeg var på besøg hos nogle mennesker på Orø. Vi skulle tale computer og computer-programmer, men midt under samtalen gik missemor igennem stuen, og hun vakte straks min opmærksomhed. Det var ikke svært at se, at hun havde killinger, og jeg spurgte henkastet om jeg måtte se de små. Og det måtte jeg. De lå længst inde i klædeskabet, gemt under hylder med tøj, og godt pakke ind og beskyttet af trøjer og T-shirt. De havde fået øjne, og ville være klar til at flytte ugen efter.
Og ja, hvem kan står for sådanne små..... Især, når den lille fine mis, der kikker på én med store mørke øjne, oven i købet er verdens smukkeste lille killing, og det er en fin lille pige, der som den eneste killing ikke har fundet sit hjem.
Hvad skulle jeg gøre???
Tja, det var egentligt bare at sige: "Jeg henter hende i næste uge", og det var præcist hvad jeg gjorde. Jeg slæbte den 10 uger gamle killing hjem til min grandvoksne schæfer og vores lige så voksne lille Tess-hund. På vejen hjem med Nas, slog det mig, at jeg måske kunne få problemer. Ingen af vores hunde havde tidligere boet sammen med katte, eller i det mindste været vandt til dem. Faktisk jagtede Mila alle katte så langt væk som hun kunne. Mennn, når nu Line har fundet verdens smukkeste kat, og pludselig en dag bare står i hoveddøren og siger "hun skal bo her", ja så må hundene altså bare finde ud af det, og lære at acceptere at vi nu har fået en lille terrorist ind i huset. En lille terrorist, der æææælllsker at sætte sine små klør i hvad der nu er nærmest, uanset om det er en pude på sofaen, eller et blødt hundeøre, der i den anden ende hænger fast på en stor sovende schæfer.
Det skete et par gange, når Mila lå og sov, at hun sprang meget hurtigt op, med en lille mis hængende i det ene øre, men heldigvis var Mila en hund der efter 8 år i vores selskab havde vænnet sig til lidt af hvert. Faktisk kom Mila og Nas til at holde så meget af hinanden, at Mila ofte tog hele Nas hoved ind i sit store gab, og suttede lidt på det, mens Nas spandt højlydt og gned hoved imod hendes tænder. Mila og Nas stod hinanden meget nær, og da Nas fik killinger og vi beholdt en lille fin Rødtop, accepterede Mila også det. Tess havde heller ikke noget imod kattene, dog syntes hun det var bedre at sove op ad Mila, end op ad en kat.
Da Nas blev 4 år, måtte vi aflive Tess og Mila pga. alder, og det tog Nas tungt. Et halvt år efter Milas død lå Nas stadig på den plads, hvor Mila altid sov til middag. Det var rørende at se Nas, da hun vandrede rundt i huset og ledte efter Mila. Men Mila kom aldrig tilbage. Vi savner alle Stadig Mila og Tess, men begge havde de et langt godt hundeliv, og Nas var dengang stadig kun en ung kat.
Blot en uge efter Mila og Tess gik bort fik vi Selina, men Nas og hende fik aldrig det samme forhold som Nas havde med Mila.
2 år efter flyttede vi fra Orø til Holbæk. Jeg var spændt på hvordan Nas og Rødtop ville tage en flytning, men der var overhovedet ingen problemer. Vi holdt begge katte inde i 5 dage, og da vi lukkede terrassedøren op og lod dem gå ud, satte de sig lige uden for døren og så de nye omgivelser an. Efter få dage havde Nas fortalt alle nabo-kattene, at hvis de ville have bank skulle de bare komme ind på hendes territorium. Det gjaldt for øvrigt også alle hundene på vejen. Selv de hunde, der jagter alle katte de møder, jagter ikke Nas. Når de kommer løbende sætter Nas sig stille og roligt ned, mens hun løfter den ene pote og skyder alle fem nyhvæssede klør ud. De hunde, der ikke er kloge nok til at stoppe op, bare ved synet ad majestæten, stopper hurtigt og vender om, når de mærker hvor spidse og velplejede Nas klør er. Et lille tjat på næsen gør som regel underværker, og Nas har nu opnået en position, hvor alle går udenom hende, selv når hun sidder på fortovet og nyder udsigten.
Den første sommer vi boede i Holbæk fik Selina hvalpe. Vi beholdt Malthe og senere kom også Althea og Mimos til. Nas blev meget glad for Mimos. Mimos kunne bide fat i hendes pels og slæbe hende hen ad gulvet, mens Nas spandt højlydt. Althea havde Nas det også fint med, men der var ingen tvivl om at det var Mimos, som Nas havde mest sammen med. Allerede året efter mistede vi både Selina, Althea og Mimos. Althea fik en hjernesvulst, Mimos nyrer hold op med at virke, og Selina døde, da hun fødte sit andet kuld hvalpe. Via sutteflasker og mange, mange timer med fodring og pasning af de 7 små, lykkedes det os at holde alle i live, og vi beholdt Jasmin. Et halvt år efter kom Milo til, men efter Mimos død havde Nas ikke nogen tæt kontakt med vores hunde. Det var lidt sørgeligt at se, for vi vidste hvor glad Nas kunne været for dem.
Så endelig et halvt år senere skete det fantastiske. Det var, da vi fik Stub hjem fra Grækenland. Stub har vundet Nas hjerte fuldstændigt, og de to har et meget nært og tillidsfuldt forhold til hinanden. de bruger mange timer på at sove tæt, rense hinandens pelse, eller bide lidt i hinanden. Nas er endnu en gang blevet meget glad for at vi har hunde, og hun spinder højere end hun har gjort længe.
Det er dejligt at se hende blomstre op igen.
I dag er Nas 10 år og hun er blevet en ældre dame. Nas er lidt stivbenet efter at være blevet bidt i hasen af en han-kat, men ellers har hun det godt, og nyder sit selskab med Stub til fulde. Hun leget stadig en sjælden gang imellem med Rødtop, og virker i det hele taget som om hun trives rigtigt godt. Hun er blevet en "smule" fed, men ikke mere end at vi ofte diskuterer om ikke det "bare" er hendes pels, der er blevet vintertyk.
Nas er dejlig, og hun er noget helt specielt. Det er en stor ære at leve sammen med Verdens Smukkeste Kat.