En lille spirrevip flytter ind
Milo kom til Danmark d. 26 februar 2007. Dengang var han en meget lille fyr, på lige under ét kilo.
Milos historie var en af de mere barske fra Grækenland. Milo var nemlig smidt ud som affald. Som en lille spirrevip på under ét kilo havde en græsk familie smidt ham i en sort affaldssæk, bundet knude på og smidt sækken ind under en affaldscontainer. Det var et rent tilfælde, at en venlig dyrlæge bemærkede en smule bevægelse fra en af affaldssækkene, da hun selv var ude med affald. Hun tog affaldssækken, bandt knuden op, vendte bunden i vejret, og ud trimlede lille, bitte Milo. Så måtte han med hjem og sættes på Græske Hundes hjemmeside til adoption. Jeg så ham med det samme, og kunne slet ikke stå for den lille spirrevip, og efter et kort familiemøde var det vedtaget, at han skulle hjem og bo hos os.
Ca. 14 dage senere var vi i Kastrup og hente den lille fyr...... Hold op, hvor var han sød.... og hold op, hvor var han lille bitte.
Efter at være godt hjemme præsenterede vi hundene for hinanden. Malthe og Jasmin virkede en smule overrasket over hvad det nu var, vi kom hjem med, men efter ganske få minutter havde begge hundene accepteret at de tilsyneladende nu skulle være tre. Hvem kunne også have noget imod det, når tredjemanden var så lille at han måtte stå på bagben, bare for overhovedet at kunne nå op og bide lidt i Jasmin. Jasmin kunne slet ikke stå for den lille spirrevip, og hun påtog sig straks storesøsterrollen, og begyndte tålmodigt at lege og opdrage kærligt på Milo.
De første par måneder havde Milo meget voldsomme mareridt, hvor han lå og gispede efter vejret i søvne og havde så voldsomme kvælningsfornemmelser at vi måtte forsøge at vække ham i et stykke tid, inden han vågnede. Vi fandt aldrig ud af om hans gispen efter luft hang sammen med oplevelsen af at være spærret inde i en lufttæt plastikpose, eller ej, og efter lidt over et halvt år holdt de slemme mareridt heldigvis op.
Milo voksede stille og roligt som tiden gik, og i dag er han faktisk en smule større end Jasmin. Han vejer ca. 10 kg. og er omkring 35 cm. høj. Milo er allergisk over for oksekød og proteinrig kost. Vi har derfor valgt at barfe ham, og har på den måde stor set ikke nogen genrer af han allergi. Hvis der opstår en smule tendens til kløen, regulerer vi med det samme i hans kost og kan på den måde stoppe et anfald inden det bryder ud.
Milo er en meget kærlig lille fyr, der bestemt også har sine særheder, men alt i alt er han en oplevelse af de særlige og af de særligt herlige. Han personlighed er meget større end hans krop, og det er ikke altid lige let at forstå de signaler han sender. Hans kærlighed til hunde og mennesker er af en sådan art, at jeg aldrig har oplevet noget lignende. Milo mener vi alle bør være gode venner og give hinanden en masse loooove. Uanset om det er fremmede hunde eller fremmede mennesker han møder løber han dem altid i møde med en stort strittende logrende hale, og hans glædesdans vil ingen ende tage når han kommer frem. Skulle det tilfældigvis være en tæve med ude at gå tur er oplevelsen helt perfekt, og det skal straks undersøges om hun er til noget, eller om hun kun er til pynt. Bliver man afvist er der jo ikke andet at gøre end at prøve igen.... og faktisk virker det. Der er magen en hund, der i starten har været en smule gnaven, men i løbet af få minutter har Milo fået det vendt til sjov og leg. Jeg tror ikke rigtigt der er nogen hunde, der kan tage ham helt alvorligt, og når han nu er som han er, kan man lige så godt smile ad det..... Det samme gælder de folk vi møder.
I dag er Milo blevet en ung han-hund på ca. 15 måneder, der lige har opdaget hvad man skal gøre ved en tæve i løbetid, og lad mig sige med det samme, at Milo bestemt ikke går ind for hverken forspil eller gentlemanship. Det er bare her og nu, og det kan ikke gå stærkt nok. Bliver man afvist er der kun én ting at gøre.... prøv igen :0)
Milo har givet os alle mange varme smil på læberne og han har også sørget for megen latter i huset. Han er en dejlig lille fyr :0)