Der sker ikke noget ved at vente, når det man venter på, er noget godt.. men for søren hvor går tiden langsomt!!
13 ulideligt lange dage sneglede sig afsted, mens mit hjerte rev og flåede inde i mig. Jeg var bekymret for "Drengens" vé og vel. Han var så mager, at jeg var bange for om han måske ville dø af sult, inden han nåede hjem. Jeg var urolig for, om han ville komme op og slås med én af de store hunde, eller om han ville komme til skade på anden vis. Selv om han levede på et af de bedre internater i Grækenland er min erfaring, at meget kan ske på kort tid derned. Vi har tidligere erfaret at hunde er døde, selv om de var i private haver, fordi "nogen" har smidt gift ind til dem. Gift gemt i kødstykker. Vi ved også at nogen grækere kan finde på at smide glasskår, gemt i kød, ud til hundene. Andre lukker havelågen op, så hundene løber væk, bliver kørt ned, eller andet uhyggeligt. Faktisk har jeg, igennem mit arbejde for Græske Hunde fået sørgeligt mange dårlige erfaringer med, hvordan hundene i Grækenland bliver behandlet, og jeg vidste at jeg ikke kunne være sikker på at se "Drengen" igen, før jeg havde ham i min favn i Kastrup Lufthavn.
13 ulideligt lange dage, hvor alle mine tanker var i Grækenland. Jeg tænkte på ham, hver eneste dag og hver eneste nat, mens jeg lå i min seng, i fred og ro. Tænkte på, hvordan han nu var i et inferno af hundegøen, hylen, skrigen og larm. Støj der var så højt, at mine ører gjorde ondt, og jeg måtte holde mig for dem for at få en smule fred.... Og han hører 7 gange bedre en mig!!!
Og dagene sneglede sig afsted. Jeg talte ned, som det første, hver morgen når jeg slog øjnene op. Ind imellem kan arbejdet få ekstra stor betydning. Til tider havde vi så travlt at jeg glemte "Drengen" i hele 2 minutter!!
Men selv om dagene gik langsom, så gik de dog....
13 ulideligt lange dage senere stod vi i Kastrup lufthavn, med sele, godbidder, vand og nervøst svedende hænder og ventede på at "Drengen" skulle komme hjem til os. Vi var kommet 1 1/2 time for tidligt, for jeg vil langt heller vente i lufthavnen end noget andet sted når én af min hunde kommer hjem. Tiden er jo lang uanset hvor man er, så heller være så tæt på som det nu kan lade sig gøre.
Gitte som rejste hjem med hundene havde været så sød at sende en sms, der fortalte at alt var gået godt og de var nu sikkert i flyveren..... og "Drengen" var med!!!!.... Jeg husker hvordan mit hjerte slog et ekstra slag, da jeg fik beskeden.... dejligt, dejligt, DEJLIGT!!!
Og så pludselig skete der noget. Gitte dukkede op ved døren ud til os andre, der stod og ventede. Jeg sprang hen, og hjalp Gitte med at køre én af kasserne. Én helt speciel kasse, men en last langt mere værd end guld og diamanter, for inde i denne helt særlige kasse lå min lille dreng og kikkede undrende ud. Han så en smule fortumlet ud efter den lange rejse, og de store forandringer der pludseligt var sket i hans lille liv, men for søren hvor han lignede sig selv, og for søren hvor så han dejlig ud.... Jeg fik vand i øjnene og skyndte på Gitte, så vi hurtigt kom ud af terminalen og fik læsset kassen af. Da kassen endelig stod solidt placeret på jorden, satte jeg mig foran den, og pillede nervøst ved låsen, for at få den op. Jeg talte beroligende med "Drengen" og den anden hund han rejste sammen med. Det var Bruno, der også så en smule fortumlet ud, og som var lidt overvældet over alt hvad der var sket. Så snart jeg fik åbnet kassen talte jeg beroligende med "Drengen", der sad fremme ved lågen. Han så lidt urolig og bange ud, så jeg gav mig god tid. Jeg talte til ham, vendte siden til, kikkede væk, smaskede blidt, og fortalte ham at han godt kendte mig, og at jeg bestemt ikke ville noget ondt. Han tøede lidt op, men jeg må være ærlig og indrømme, at det der gjorde det største udslag ikke var mine ord, med derimod de pølser jeg havde i hånden. "Drengen" blev enig med sig selv om, at et menneske, der havde så pragtfulde pølser ikke kunne være ubehagelig, så han trådte snart ud af kassen. Nu kunne Bruno´s familie komme til kassen, og jeg kunne koncentrere mig om "Drengen".
Det var helt uvirkeligt..... Det var så fantastisk.... Endelig, endelig var han lige her i mine arme.
Jeg tjekkede ham hurtigt igennem. Var der nogen sår eller skrammer? Havde han hævelser eller var der andet, jeg skulle være opmærksom på? Hvad med maven, var den kuglerund og ormefyldt?.... Men nej, der var ingenting. Han var meget mager, men det vidste jeg jo... Og han var liiiige her!! Min skønne dreng var kommet hjem.
Efter at have tjekket ham igennem, og nusset og kysset ham, fik Michael lov til at møde ham og hilse på vores nye "plejebarn". Jeg vidste dybt, dybt inde i mit hjerte, at "Drengen" og jeg ikke skulle skilles mere. Endelig, endelig var han kommet hjem... og han var kommet for at blive.
Lige så snart vi satte os i bilen, for at køre hjem, kravlede Skippy, som passet sagde han hed, op på mit skød, og selv om pladsen var trang lykkedes det ham at få Michael og jeg passet til, så vi støttede de rigtige steder og han faldt i en dyb søvn.
Han sov hele vejen hjem. Og så pludselig, efter at have ventet og ventet og ventet og ventet... så var han der.