Et lille liv - helt i vores hænder
Jasmins historie er meget speciel, meget sørgelig og samtidig fantastisk smuk og vidunderlig. Jasmin er søster til Malthe, eller rettere... Hun er lillesøster til Malthe, hun er nemlig 2 år yngre.
Vi havde nydt at have hvalpe, dengang da Malthe blev født og besluttede os derfor til at få et kuld mere på Selina. Selina besøgte endnu en gang Taz (se under Malthes historie), og en aften ca. 2 måneder senere fik Selina veer. Efterhånden som natten gik stod det mig klart, at der var noget galt. Selinas veer blev mere og mere voldsomme, men der kom ingen hvalpe ud.... Heller ikke selv om Selina havde presseveer og pressede alt hvad hun kunne. Tidligt om morgenen ringede vi til dyrlægen, der bad os komme forbi, og undersøgelsen viste at Selina slet ikke havde åbnet sig, selv om veerne havde varet i mange timer. Selina fik et ve-middel der gerne skulle hjælpe hende med at udvide sig, men der skete stadig ingenting. Omkring middagstid besluttede dyrlægen at give hende et kejsersnit. Alt forløb fint og vi fik 7 små hvalpe, som vi tørrede, masserede og fik lagt til Selinas patter. Alle hvalpe havde det godt og alle var i live.
Men meget hurtigt stod det klart, at Selina ikke havde det godt. Hun kunne ikke tåle bedøvelsen, og selv om hun fik flere sprøjter der skulle modvirke bedøvelsen kunne hun ikke vågne op. I 6 timer kæmpede vi for at hun skulle vågne, men der var ikke noget vi kunne gøre. Efter 6 timers lang kamp døde hun. Lige inden hendes vejrtrækning stoppede, vågnede hun i nogle sekunder, og det var som om hun kikkede på Michael og mig for at sikre sig, at vi var der til at tage os af hvalpene. Hun kikkede på os begge, og vi blev så glade, for vi troede at nu ville hun endelig vågne op igen. Få minutter senere holdt hun op med at trække vejret, og selv om dyrlægen gjorde alt hvad hun kunne var der ingen ting, der kunne redde vores elskede Selina. Vi stod med 7 små hvalpe, der kun var få timer gamle, men som takket være Selinas lange kamp for at holde sig i live havde fået hendes råmælk og dermed havde fået hele livsgrundlaget med sig.
Efter at have grædt over Selinas døde krop i en halv time tog vi hjem. Dybt fortvivlede og med 7 bitte små hvalpe i hundekassen.
Den nat var så forfærdelig. Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre. Hvalpene fik kun meget små portioner af mælkeerstatningen i sig, fordi de nægtede at sutte på flasken, så de peb og hylede konstant. Jeg var så bange for at de skulle dø, for de var alt hvad vi havde tilbage fra Selina, og vi havde givet Selina et løfte om at vi ville sørge godt for hendes hvalpe.
I løbet af natten søgte vi vidt og bredt efter en anden hundemor. Via internettet fandt vi en familie, der gerne ville overtage hvalpene, og som havde en tæve der var hysterisk gravid og som havde mælk i patterne. Som natten gik, skete der imidlertid det fantastiske at Althea, vores anden tæve, viste større og større interesse for de små. Althea fik lov at stikke hele hovedet ind i hundekassen og hun vaskede de små, og beroligede dem så de ikke længere peb og hylede. Det gav ro og som timerne gik, fik vi troen på, at vi selv var i stand til at varetage de små, og at de ikke skulle forlade os. Allerede næste morgen flyttede de 7 små i en hvalpe kasse, hvor der også var plads til Althea. Selv om Althea selv kun lige var blevet et år, vidste hun hvordan hun skulle holde hvalpene varme og rene. Det var os, der sørgede for at hvalpene fik alt den mad, de skulle have. Hver tredje time, gav vi de 7 små sutteflaske, og eftersom det næsten tog 2 timer at give alle sutteflaske, havde vi lige én time, inden næste runde gik i gang. Michael og jeg delte fodringerne op imellem os. Jeg tog natten og Michael overtog kl. 5 om morgenen inden han kørte på arbejde. Så kunne jeg lige nå at sove i 5 timer. Når Michael kom hjem fra arbejde hjalp vi hinanden, indtil han gik i seng og jeg sørgede for at hvalpene fik deres to måltider igennem natten. Simone og Thomas hjalp til efter bedste evne, og vi har tilbragt mange, mange timer i sofaen med at give hvalpene sutteflaske. Jeg tror aldrig jeg tidligere har prøvet noget, der var så krævende.... Selv da mine børn var små, krævede de ikke nær så meget.... Det var hårdt, og vi var meget, meget trætte, men som dagene gik og hvalpene blev større, voksede også troen på, at vi nok skulle få alle 7 små hele vejen igennem til livet. Hver dag blev hvalpene vejet, så vi var sikre på at de voksede som de skulle, og hver dag blev hver en lille detalje i deres udvikling bemærket og skrevet ned. Vi havde næsten daglig kontakt med vores dyrlæge, og der skal lyde en kæmpe tak for alt hjælp, og for at stå til rådighed for os døgnets 24 timer.
Efter de første 3 uger, begyndte vi at lære de små at drikke og spise selv, og derefter blev det hele meget lettere. Vi kunne få sovet mere og hvalpene var ikke længere så små og skrøbelige. Alle havde øjne og var begyndt at futte rundt. De var skønne. Især var der én, som vi særligt bemærkede og det var lille Jasmin. Jasmin lignede Selina rigtigt meget. Det eneste der var anderledes var Jasmins hvide blis. Vi havde allerede dengang besluttet os for at beholde én af hvalpene. Men det skulle være den hvalp, der kom tættest på Selinas sind, for Selina var noget helt særligt.
Som ugerne gik og hvalpene blev større stod det klart, at det skulle være Jasmin, vi beholdte. Efter 8-10 uger var hendes 6 søskende flyttet hjemmefra og vi kunne endelig give os tid til at lære lille Jasmin rigtigt at kende. Jasmin havde megen glæde at vores andre hunde, og især af sin storebror Malthe. De to ligner hinanden meget både i fysik og i sind.
Jasmin er i dag blevet lidt over 2 år, og hun er en helt fantastisk dejlig hund. Hun er så blid og kærlig og viser os alle en stor glæde og hengivenhed.
Hvis du vil læse mere om tiden med at flaske de 7 små op, og se flere billeder kan du kikke på Altheas hjemmeside ved at klikke HER og du kan læse om Selinas minde ved at klikke HER
Både
Selina og Althea er i dag ved regnbuebroen, ligesom vi mistede Mimos, der
var legeonkel for Jasmin.
Alle tre hunde er meget savnede, men lever videre igennem Jasmin. Vi ses
igen!!